Efter en lidt for festlig aften, og kroppen skriger efter fedt, salt og tomme kalorier, er der næppe noget bedre end hjemmelavet junkfood. Burgere og pizza er naturligvis altid et hit, men skal det gå rigtigt hurtigt, eller har man bare lyst til noget andet, så kan jeg varmt anbefale disse super lækre, hjemmelavede kyllingenuggets serveret med en barbecuesauce og fritter. Ikke nok med at de smager fremragende, så tager de ikke andet end en 10 minutters tid at lave. Desuden er ingredienslisten relativt simpel, så hos mig er det ofte ting, som jeg har på lager.
Jeg havde en del ciabattabrød til overs fra gårsdagens bruchetta med svampe, så de blev blendet og vendt med de krydderier, som jeg nu lige mente, ville passe til. Man kan dog bruge hvad som helst, som man ellers ville bruge til at krydre kylling med. Jeg ønskede en lidt krydret smag, så det blev chilipulver, hvidløgspulver, paprika, peber og salt. Det gav dem lige ekstra kant, uden det blev for meget. Disse kyllingenuggets er også noget, som børn uden tvivl vil elske, men afhængigt af barnet, så kan det måske være end idé at udelade chilipulveret.
Det er vigtigt, at olien ikke er alt for varm, når de krydrede kyllingenuggets steges. Det vil medføre, at de bliver gyldne og sprøde, før kyllingen er gennemstegt. De skal cirka kunne klare en 4 – 5 minutter i olien, alt efter hvor store kyllingestykkerne er. Prøv dig frem, og husk lige at skære en enkelt igennem for at se, om den er gennemstegt. Hvis du oplever, at de bliver for mørke for hurtigt, så kan du stege dem færdigt i ovnen.
Jeg lavede en hurtig dip af en god, købt barbecuesauce, som jeg blandede op med lidt mayonnaise og lidt hvidløg.
Krydrede kyllingenuggets
Ingredienser
- 2 – 3 skiver lyst brød
- 1 tsk salt
- 1 – 2 tsk chilipulver
- 1 tsk paprika
- 1 tsk hvidløgspulver
- 1 knsp peber
- 2 kyllingefileter
- 2 dl hvedemel
- 1 æg
- ½ liter olie til stegning
Fremgangsmåde
- Varm olien op i en gryde. Den er klar, når der dannes små bobler, når du stikker et lille træspyd, en tandstik eller enden af en tændstik i olien.
- Imens blendes brødet til fine brødkrummer, som blandes med krydderierne.Skær kyllingefilterne i mindre stykker, og vend dem i melet. Vend herefter kyllingestykkerne i det letpiskede æg, inden de til sidst vendes i de krydrede brødkrummer.Steg de krydrede kyllingenuggets i olien i 4 – 5 minutter, indtil de er sprøde og gyldne (skær en enkelt igennem for at være sikker på, om de er gennemstegte). Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle, drys lidt salt over, og server dem med barbecuesauce.