Fisk og ærter hører altid sammen i Irland, når man bestiller den berømte ret fish ‘n’ chips på alt lige fra små chippers’ til pæne restauranter. Det var netop inspirationen, da jeg sammensatte denne fiskeret bestående af torskefileter med sprød urtetopping, ærtepuré, hvidvinsdampede blåmuslinger og en lækker cremet sauce.
Man kan sagtens bruge anden fisk end torsk, og har man tilfældigvis lidt mynte ved hånden, så kan man komme det i ærtepuréen.
Jeg valgte at lave en grov ærtepuré, men ønskes en finere konsistens, så kan man komme den igennem en si, efter den er blendet.
Til urtetoppingen brugte jeg bredbladet persille, men man kan sagtens bruge andre slags, eller, hvis man har lyst, blande flere forskellige (eksempelvis persille, timian og purløg).
Retten egner sig godt til gæstemad. Ikke kun fordi, det er en spændende måde, at servere fisk på, men også fordi at både ærtepuréen og urtetoppingen kan tilberedes i forvejen. Er muslingerne gjort klar, så er der ikke meget arbejde i retten.
Torsk med sprød urtetopping, ærtepuré og blåmuslinger i cremet hvidvinsauce
Ingredienser
- 100 g brødkrummer (af blendet, daggammelt brød)
- en lille håndfuld urter
- 2 spsk olivenolie
- salt og peber
- 4 stykker torsk á cirka 150 gram
- 5 dl ærter
- 2 dl mælk
- ½ kg blåmuslinger (eller cirka 3 – 5 per person)
- 2 dl hvidvin
- 1 lille løg (grofthakket)
- et par kviste bredbladet persille
- 1 dl fløde (kan erstattes med mælk)
- evt Maizena
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 180 grader/160 grader varmluft.
- Start med at lave urtetoppingen ved at blende brødkrummer, urter, olie, salt og peber. Læg fiskestykkerne i et ovnfast fad og fordel urtetoppingen ovenpå. Bag i ovnen i cirka 25 minutter (er fiskestykkerne meget tykke, gives de fem minutter ekstra).Imens laves ærtepuréen ved at hælde frosne eller friske ærter i en gryde sammen med mælken. Lad det simre i cirka 10 min og blend så, eventuelt med en stavblender, til en ensartet masse. Smag til med salt og peber.
- Mens ærterne simrer forberedes muslingerne. Vask eller skrub dem grundigt, fjern ‘skægget’ i siden og smid de åbne muslinger, der ikke lukkes efter et bank mod bordet, ud.Bring hvidvin i kog i en gryde sammen med løg og bredbladet persille. Når det koger, hældes muslingerne i gryden og dampes under låg, indtil de lige netop har åbnet sig (får de for længe, bliver de kedelige og seje). Det tager ikke andet end cirka 3 – 5 minutter. Si væden over i en anden gryde (undlad gerne den sidste del, da der kan være en smule sand) og kog den ind en smule. Tilsæt fløde og smag til med salt og peber, og jævn med Maizene, hvis der ønskes en tykkere sauce.
- Når fisken er færdig, portionsanrettes den ovenpå ærtepuréen i dybe tallerkener. Fordel muslinger rundt om fisken og hæld hvidvinsaucen rundt om ærtepuréen.
- Server med kogte kartofler.