Jeg har lavet marmelade og syltetøj tre gange denne sommer. Det er vist en rekord, og jeg forestiller mig, at jeg for fremtiden kommer til at lave endnu mere. Der er et eller andet særligt hyggeligt ved at lave sin egen marmelade eller syltetøj. Måske i mit tilfælde fordi det bringer barndomsminder frem. Pludselig er jeg 8 år igen, jeg har solen i ryggen og er i fuld gang med at plyndre solbærbuskene foran køkkenhaven sammen med resten af familien. Senere tages de store gryder frem, og min mor koger bær og sukker til en lilla, boblende masse, som kan duftes overalt i huset (teenageårenes møde med Vodka Currant ødelagde mit forhold til solbær i adskillige år, men det ser ud til, at jeg endelig er kommet mig over det).
I går lavede jeg solbærsyltetøj. Årsagen var, at vi havde været forbi the inlaws over weekenden, hvor svigerfar, med et kækt smil, overrakte mig et tomt syltetøjsglas (de havde fået det for et par uger siden fyldt med hjemmelavet jordbær- og rabarbermarmelade), som han derefter fyldte med friske solbær (vink med en vognstang eller hvad?).
Dagens opskrift er dog slet ikke på solbærsyltetøj men derimod på abrikosmarmelade, som lige nu er min foretrukne marmelade. Abrikosmarmelade er også god i bagværk, hvor man kan pensle den over frugttærter eller på kager, inden de overtrækkes med marcipan og sugarpaste (som mit bryllupskagebageri påkræver).
Jeg havde set, at de havde abrikoser på tilbud i supermarkedet i sidste uge og købte derfor straks fire bakker, hvilket resulterede i 2 ½ glas skøn, skøn abrikosmarmelade.
Abrikosmarmeladen er ganske lige til at lave. Der skal blot sukker og abrikoser i. Det eneste man skal huske er, at alle køkkenredskaberne skal være helt og aldeles rene, og at syltetøjsglassene er steriliserede (jeg plejer at vaske dem grundigt, hvorefter jeg efterlader dem i en 140 grader varm ovn i 10 minutter. Gummiringene koger jeg ganske kort. Man kan også vælge at skylle glassene i Atamon).
Abrikosmarmelade
Ingredienser
- 1300 g abrikoser
- 1100 g sukker
Fremgangsmåde
- Skær abrikoserne i halve, fjern kernerne og skyl dem grundigt. Kom abrikoserne i en stor gryde med det vand, der hænger ved, og bring dem i kog. Tag gryden af varmen, og tilsæt sukkeret. Kom gryden tilbage over ganske svag varme og rør, indtil sukkeret er helt opløst. Marmeladen må ikke koge, før sukkeret er opløst. Når sukkeret er opløst bringes marmeladen atter i kog, og den koges i 30 – 40 minutter. Fjern skum og hæld marmeladen på steriliserede syltetøjsglas, som lukkes straks.