Fyldte, bagte kartofler er en af de ting, som er så legende lette at lave, at jeg efter ovenstående udgaves tilblivelse (og uundgåelige endeligt) undrede mig over, at jeg ikke laver dem oftere. Man kan fylde dem med hvad som helst; en rest skinke stegt sammen med lidt løg og peberfrugt eller måske lidt tun rørt op med cremefraiche og kapers. Jeg valgte at lave en hurtig chili med oksekød og kidneybønner (man kan også bruge en mere traditionel chili con carne i stedet), som jeg krydrede med rigelige mængder paprika og chilipulver. Har man frisk chili, så bruger man naturligvis bare det.
For mig er bagte kartofler med chili et god bud på perfekt mad dagen efter en lidt for våd og vild aften, da denne version er meget hurtig at lave, hvis man da ikke lige tæller kartoflens bagetid med i regnskabet. Da jeg krydrede min ret heftigt, var det utroligt lækkert med en klat fuldfed cremefraiche på toppen. Man kan dog også vælge at komme en håndfuld revet ost på toppen og så lige smide hele molevitten under ovnens grillfunktion, indtil osten er smeltet.
Opskriften passer cirka til fire personer, hvis man da kan nøjes med én. Er man meget sulten, beregn da i stedet to kartofler per person.
Bagt kartoffel fyldt med chili, oksekød og bønner
Ingredienser
- 4 bagekartofler
- 1 løg
- 2 -3 hvidløgsfed
- en lille sjat olie
- 200 g hakket oksekød
- 2 spsk tomatpure
- 150 ml vand
- ½ dåse kidneybønner i chili
- 1 – 2 tsk paprika
- 2 – 3 tsk chilipulver (kan erstattes af finthakket, frisk chili)
- cremefraiche
Fremgangsmåde
- Skrub kartoflerne grundigt hvis nødvendigt, prik med en gaffel og vikl sølvpapir rundt om dem. Bag dem i en 200 grader varm ovn i cirka en time (bagetiden varierer efter størrelse og ovn, så husk at tjekke om de er møre).
- Hvidløg og løg hakkes og sauteres i en gryde i olien, inden oksekød tilsættes. Steg det et par minutter, indtil det er godt og grundigt brunet, og tilsæt så tomatpure, bønner samt deres lage, chili, paprika og vand. Bring gryden i kog, og lad det simre indtil det meste af væden er fordampet. Smag til, og server chilien oven i de bagte kartofler. Slut af med lidt cremefraiche på hver.
- Tip: Pynt gerne med lidt hakket persille.