Bornholm – Kulinarisk besøg på klippeøen

Sol over Gudhjem Henrik Jyrk fra Restaurant Kul – Foto David Bering

Bornholm, Østersøens lille naturperle, lokker til trods for sine sparsomme 588,3 kvadratkilometer med stort set alle Nordens naturtyper. Her er både naturskov, bøg og gran, for ikke at glemme overdrev, marker, søer og enge. Og så er der naturligvis klipperne, der blev dannet for 1,5 milliarder år siden, som holder på varmen og gør det muligt at dyrke figner og morbær. Gennem mange år var Bornholm især kendt for sine mange solskinstimer, den musikalske accent og førnævnte klipper, men gennem det seneste årti er Bornholm også blevet synonym med lokale fødevarer og ambitiøse spisesteder.
Sol over Gudhjem

Vinderhovedretten – Foto Henrik Freek Christensen

Netop disse to ting var temaet for mit besøg sidste weekend, hvor konkurrencen Sol over Gudhjem fandt sted på havnen i Gudhjem. Det var ottende gang, at Danmarks største kokkekonkurrence lokkede en stor håndfuld af landets absolutte kokke-elite til øen den sidste weekend i juni med et både stjernespækket dommerpanel (Per Thøstesen fra Bistro Boheme, Mark Lundgaard fra Kong Hans Kælder, gastronomisk konsulent og MasterChef-dommer Jesper Koch og Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel) og ikke mindst fire dygtige deltagere (Henrik Jyrk fra Kul, David Johansen fra Kokkeriet, Morten Falk fra Kadeau og Karlos Ponte fra Taller). Som noget nyt i år havde man også arrangeret en dessertkonkurrence, hvor Jeppe Foldager fra Alberto K dystede mod verdensmesteren i chokolade Palle Sørensen og Daniel Kruse.
Sol over Gudhjem

Vinderdesserten – Foto Henrik Freek Christensen

I hovedkonkurrencen blev det Henrik Jyrk, der løb med sejren for en menu bestående af grillet kalveryg med en vinaigrette på østers og abelone samt blandt andet limepickles, syltede rosenblade og lokale urter. Hans dessert bestod af gedeost-skumfiduser med karamel på chokolade, rabarberkompot og en gedefraiche-iscreme med jordbær.
I dessertkonkurrencen sejrede Jeppe Foldager, og Per Thøstesen modtog endvidere den flotte pris Kokkenes Kok for hans imponerende bidrag til den gastronomiske scene i Danmark.
Sol over Gudhjem

Vinder Henrik Jyrk modtager pokal og check på 40.000 kroner – Foto David Bering

Restauranttips

Det var anden gang, jeg havde fornøjelsen af at overvære konkurrencen, som finder sted sideløbende med et hyggeligt madmarked. Lige som sidst bød turen også på rigtig lækker mad. I fjor besøgte jeg Kadeau, som efter min mening var top-gennemført og helt unik, mens turen denne gang inkluderede frokost på Christianshøjkroen samt middag på Restaurant Molen og middag og overnatning Stammershalle Badehotel. Alle tre steder får mine anbefalinger, og især sidstnævnte bør man overveje at tage et par overnatninger på, hvis man lægger vejen forbi. Stedets nye køkkenchef Mathias Seier Sørensen (tidligere Kong Hans Kælder) og hans smukke hustru Andrea, der er dessertkok, fremtryllede et sublimt måltid i de skønneste omgivelser.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments