De tre færdige kager anbragt på nedadvendte skåle, for at de er lettere at flytte.
Jeg skal ærligt indrømme, at det der med at overtrække kager med sugarpaste og sirligt dekorerede, håndlavede blomster aldrig rigtigt har interesseret mig. Jovist, jeg har været fuld af beundring, når jeg har set det på andre blogs og i bøger, men der er to ting, der har holdt mig tilbage fra selv at kaste mig ud i det. Den ene er min totalte mangel på tålmodighed. Jeg har intet imod at bruge timevis i køkkenet, når frugten af mit arbejde er adskillige lækre kreationer, og jeg har intet imod retter, som skal simre fra tidlig morgen til sen aften, hvis det giver det bedste resultat. Men kagedekorering med sugarpaste er for mig den slags arbejde, hvor jeg indtil nu hellere har sprunget over, hvor gærdet er lavest. Det vil sige med en god, fed omgang chokoladeganache, som (og dette bringer mig videre til årsag nummer to) desuden smager bedre. Jeg tror ikke (korrekt mig gerne, hvis jeg tager fejl), at der er nogen, som rent faktisk spiser sugarpaste. Det ser smukt og elegant ud, men det er alt, alt for sødt til at spise. Derfor virker det på mig som et enormt spild at kaste en hulens masse kontanter efter den hvide sukkermasse. Til disse tre kager, som måler henholdsvis 15, 20 og 25 centimeter i diameter, har jeg brugt intet mindre end 3,25 kilo sugarpaste, som skjuler endnu et lag af 2,65 kilo marcipan!
Når det så er sagt, så må jeg ærligt indrømme, at der var noget enormt tilfredsstillende over at lægge de sidste sukkerblomster på kagen, inden jeg gik et par skridt tilbage for at kigge på resultatet af den seneste uges slid. Endnu mere overraskende var følelsen af, at jeg havde lyst til at bage endnu en kage. Bare for at se, om jeg kunne udfordre mig selv endnu mere. Gøre det endnu bedre.
Den midterste kage tæt på.
Jeg havde påtaget mig opgaven blot halvanden uge før brylluppet, og som traditionen foreskriver her i Irland, så skulle mindst en af kagerne, i dette tilfælde bunden, være en tung frugtkage, som sådan set er det samme som den traditionelle, engelske (og irske) Christmas Cake. Disse kager skal helst laves mindst otte uger i forvejen, for at smagen har tid til at modne. Det lyder nok mystisk, men kagen er fyldt med både alkohol og tørret frugt, hvilket betyder, at den kan holde sig i månedsvis. Jeg lavede den 10 uger i forvejen, og den smagte stadig dejligt.
Den midterste kage blev en citronkage, som skal laves kort før, den skal spises. Det vil sige højst fem dage før. Det lyder måske, som om at det kan blive en tør omgang, men kagen overhældes med en masse citronsirup, hvilket holder den lækker og saftig. Man kan fylde den med lemon curd smørcreme, men jeg valgte at droppe denne del både på grund og tidspres, men også på grund af risikoen for at kagen buler ud i siden.
Den sidste af kagerne, toppen, er gulerodskage. Det er ikke en traditionel gulerodskage, da også denne overhældes med en sirup til sidst, for at undgå, at den bliver tør, inden den skal spises.
Blomster og blade lavet af flower paste.
Jeg fulgte opskrifter og fremgangsmåde fra bogen Couture Wedding Cakes af Mich Turner, og står man og skal bage en en bryllupskage, så vil jeg kraftigt opfordre til at købe denne bog. Jeg har derfor undladt at notere opskrifterne og fremgangsmåden, da det bliver noget omstændigt, men køb bogen. Den er fyldt med de smukkeste kager dekoreret så de ligner rene kunstværker, og den vil være en uundværlig hjælp under hele processen. Den er fyldt med inspiration, men endnu vigtigere så er der masser af tips, idéer samt fremgangsmåder som er guld værd, hvis man er en sugarpaste novice som undertegnede.
Jeg valgte simpelt look, som det fremgår af billederne. Brudepigernes kjoler var grønne, og det er den irske nationalfarve, så det blev blot til grønne satinbånd, med et hvidt, gennemsigtigt bånd udenpå, samt hvide blomster med grønne blade. Jeg kunne have stakket kagen, men jeg var nervøs for transporten, og hotellet havde en kagestand, der passer til tre separate kager, så det gav mening af gøre det på denne måde.
