Chili sin carne

Chili sin carne


Foto Chris Tonnesen
Det er ”3. mandag i advent”, og ligesom de tre foregående mandage kommer der i dag endnu en lækker opskrift fra min nye kogebog Kødfri Mandag, som du kan købe med rabat hos Saxo lige nu (se tilbudet her). I de forrige indlæg fik du min blomkåls-cabonara med hasselnødder og persille samt den smukke rødbedesalat med quinoa og feta. Denne gang er der tale om en rigtig vintervarmer, som er smækfyldt med smag fra rettens mange krydderier og ikke mindst tomaterne i retten, som bidrager med umami-smag.
Bliv endelig ikke skræmt af den lange ingrediensliste. Det meste er noget, som mange alligevel har liggende på krydderihylden, og om du kommer lidt mere eller mindre af den ene eller den anden ingrediens i gryden betyder ikke det helt store. Du kan eksempelvis sagtens nøjes med den tørrede chili i stedet for kombinationen af frisk og tørret. Det er en af de dejlige ting ved denne ret – det kan næsten ikke gå galt. Eventuelle rester kan bruges til mange ting. Nyd chilien sammen med nachos med smeltet ost og guacamole, eller kom et par skefulde i en bagt kartoffel toppet med cremefraiche eller revet ost. Du kan også bruge resterne i madpandekager – ja mulighederne er næsten uendelige.

Chili sin carne

Chili sin carne

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 gulerødder
  • 2 stilke bladselleri
  • 2 peberfrugter
  • 1-2 chilipebere
  • Olivenolie til stegning
  • 2,5 dl grøntsagsbouillon/-fond
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 2 tsk. spidskommen
  • 2 tsk. røget paprika
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 2 tsk. tørret oregano
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. kakao
  • 2 dåser bønner (fx bønnemix eller kidneybønner)
  • Chilipulver 2 dl cremefraiche
  • ½ bdt. koriander
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Pil og hak løgene og hvidløgene, og skræl gulerødderne. Skær både dem, sellerien og peberfrugterne i tern. Fjern eventuelt kernerne i chilien, hvis du ikke ønsker retten alt for stærk, og hak den fint.
  • Varm en sjat olie i en stor gryde, og sautér alle grøntsagerne og chilien i 5 minutter. Tilsæt bouillon, hakkede tomater, krydderier, sukker og kakao, og bring gryden i kog. Lad den simre i 30 minutter – og lad bønnerne koge med de sidste 5 minutter. Smag til med salt, peber og chilipulver.
  • Top ved servering med cremefraiche og korianderblade, og servér eventuelt chilien med brød eller ris.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments