Jeg havde aldrig hørt om Peranakan-køkkenet (også kendt som Nonya-køkkenet), før Claus Meyer gik sammen med parret bag det nu lukkede Nams Kusine i Dragør og åbnede Restaurant Namnam på Vesterbro i København. Køkkenet så dagens lys tilbage i 1500-tallet, da kinesiske handelsrejsende nåede Malaccastrædet. Her valgte nogle af dem af bosætte sig på den østlige bred, hvor de giftede sig ind i lokalbefolkningen, og deres efterkommere giftede sig sidenhen med andre efterkommere. Kulturen, som denne sammensmeltning affødte, blev kendt som Peranakan, og køkkenet er en fusion af råvarer og teknikker fra både Kina, Singapore, Indonesien og Malaysia.
Netop smagsprøver fra denne smeltedigel af asiatisk velsmag var på programmet under Copenhagen Cooking, hvor kokke fra Singapore var hentet ind fra gadekøkkenet i Singapore for at byde danske ganer på en autentisk bid fra det lille Sydøstasiatiske land. Til trods for et enkelt besøg på Namnam for et par år siden (I kan læse min anmeldelse lige her) er det et køkken, jeg ved meget lidt om. Jeg har rejst meget i Sydøstasian og boet i både Hong Kong og Thailand, men lige netop Singapore er et sted, jeg endnu har til gode at besøge. Derfor skulle jeg ikke tænke længe over svaret, da Singapores Turistråd inviterede mig til at prøvesmage nogle af retterne under Copenhagen Cooking. Arrangementet fandt sted ved et langbord midt på Vesterbro Torv, hvor madboder i ægte street food-stil bød på hurtig og frisklavet mad til sultne forbipasserende.
Jeg smagte blandt andet Peranakan-klassikeren kueh pie tie (se det øverste billede), som er en sprød dejskal med et letsødligt fyld af grøntsager, reje og krabbekød, som var tilberedt af kokken Ker Tim Tway fra det populære gadekøkken Kway Guan Huat Joo Chiat Popiah i Singapore. Han bød også på den såkaldte popiah, som er en slags forårsrulle med kød, grøntsager og krydderier. Sjovt nok bruger thaierne præcis det samme navn for forårsrulle, kan jeg oplyse (mine thailandske sprogfærdigheder er mildest talt sløve, men navnene på livretterne har jeg styr på).
Dernæst landede smørmøre kaffemarinerede spareribs på bordet, som kokken Wayne Liew fra Keng Eng Kee Seafood havde disket op med. Han bød også på min personlige favorit, som var rejer gemt under en sprød bunke af velsmag præsenteret som “potato grits”. Navnet dækker over en slags kartoffelrasp lavet på kartoffelmos, som er stegt, indtil det smulrer. Det er krydret og helt fantastisk velsmagende.
Eftermiddagens smagsrejse til Singapore sluttede dog ikke ved sidste bid rundt om langbordet. Vi fik nemlig også mulighed for at stifte et nærmere bekendtskab med en særlig menu, som tre unge kokke fra Singapore havde sammensat i forbindelse med den københavnske madfestival. Her var der ikke tale om traditionel singaporeansk mad, men i stedet klassiske retter med et moderne tvist. Vi smagte blandt andet en lækker østersomelet og dampede boller med krydret krabbe, men min favorit var uden tvivl deluxe-versionen af den kendte laksa, som i dagens anledning var med hummer.
Arrangement var et virkelig spændende kig ind i en rig madkultur, som vi herhjemme kender meget lidt til. Jeg mener at have læst et sted, at der findes op mod 100 thairestauranter i Danmark. Jeg ved ikke, om det tal er korrekt, men det vil ikke undre mig. Det japanske, det kinesiske og det vietnamesiske køkken er også godt repræsenteret herhjemme. Det giver god mening, for disse lande er langt større end Singapore, hvor man måske heller ikke har haft så stort et behov for at rejse ud i verden for at finde lykken. Jeg håber dog, i den gode smags tjeneste, at køkkenet fra Singapore er noget, som vi herhjemme får mulighed for at lære at kende lidt bedre. Personligt står laksa nu på to-do-listen hjemme i køkkenet.
Tak til Singapores Turistråd og Related for en velsmagende eftermiddag.
