Dampede dumplings med svin, spidskål og porre

Dampede dumplings

 

Lige siden jeg tilbragte et semester i Hong Kong under journaliststudiet, har jeg været kæmpe fan af dumplings. De findes i nærmest utallige varianter med forskellige slags dej, fyld og tilberedningsmetoder. Min favorit er den såkaldte xiao long bao, som også går under navnet suppedumplings. Det er en specialitet fra Shanghai, hvor der bag den tynde dej gemmer sig både svinefars og suppe. Når de spises, løfter man forsigtigt dumplingen ud af damperen, så dejen ikke går i stykker. Herefter bider man toppen af og suger den intense suppe op, inden man spiser resten.
Den hjemmelavede version er noget af en mundfuld at give sig i kast med, men heldigvis findes der andre dumplings med stor smag, der er langt mindre arbejdskrævende. Det gælder blandt andet disse dampede dumplings med svinekød, porre og spidskål. Selv om der er lidt ”Asien møder Vesten” over fyldet, så er der asiatisk velsmag i store mængder i disse små banditter, som jeg lavede til tv-kokken Louisa Lorang i forbindelse med Philips’ ”Restaurant Hjemmet”. Hvis du følger fast med her på siden, så har du måske allerede set det mini-madprogram, der kom ud af madlavningsseancen hjemme hos Louisa. Hvis ikke, så kan jeg fortælle, at jeg i det laver jeg to retter: Hjemmelavet pasta penne med chorizo, bagte tomater og fløde samt disse dumplings.

YouTube video
Programmet blev lavet i forbindelse med Philips lancering af en ny pastamaskine, som jeg her har brugt til dumplingdejen. Jeg sætter lasagneskiven på maskinen, tilsætter de forskellige ingredienser, og når dejen i maskinen er æltet, kommer den ud i plader, som jeg skærer til, så de passer til min runde udstikker. I den første video kommer vi ret hurtigt omkring det her med dumplingfremstillingen, men i denne kortere version kan du lidt bedre følge med i, hvordan man folder dem. Husk dog, at de gerne må se lidt hjemmelavede ud. Det er en del af charmen.

5 TIPS

  1. Ingredienserne til fyldet kan justeres efter, hvad man har ved hånden.
  2. Asiatiske bambusdampere kan købes for småpenge hos asiatiske købmænd, og du kan også bruge en helt almindelig gryde med dampindsats.
  3. Beklæd damperens bund med bagepapir for at undgå, at dejen sidder fast gryden.
  4. Færdiglavet dumplingdej kan købes på frost i asiatiske supermarkeder.
  5. Min risvin er købt hos Den Kinesiske Købmand i København, men opskriften kan fint laves uden.

Jeg serverede mine dumplings med en hurtig dip på soja, honning og eddike, der giver et dejligt modspil til den milde dumplingsmag. Dippen vil også være god til de kinesiske dumplings med svinekød, rejer og vandkastanjer.

Dampede dumplings med svin, spidskål og porre

Dampede dumplings med svinekød, spidskål og porre

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 6 personer

Ingredienser

Fyld:

  • 200 g hakket svinekød
  • ½ hakket løg
  • 1 lille håndfuld snittet spidskål
  • ½ fintsnittet porre
  • 1 presset fed hvidløg
  • 1 æg
  • 2 tsk majsstivelse
  • 2 spsk Shaoxing-risvin (kan udelades)
  • 2 spsk lys soja
  • 1 tsk sukker
  • ½ tsk hvid peber
  • 1 tsk salt

Dej:

  • 250 g hvedemel
  • 100 g varmt vand

Sojadip:

  • 2 spsk lys soja
  • 1 tsk fyldende honning
  • 1 tsk sesamfrø
  • 1 spsk sesamolie
  • 1-2 tsk eddike (gerne riseddike)

Fremgangsmåde

Fyld:

  • Bland svinekød med de resterende ingredienser i en skål og sæt på køl, til fyldet skal bruges.

Dej:

  • Sæt lasagnepladeskiven på pastamaskinen, kom mel i, tænd for maskinen og hæld langsomt vand i. Skær den færdige dej i kvadrater og udstik i cirkler. Opbevar under et fugtigt viskestykke, så dejen ikke tørrer ud.Kom en teskefuld fyld i midten af hver dumpling, dup lidt vand på kanterne og fold sammen. Damp under låg på bagepapir i ca. 8 minutter, til fyldet er tilberedt.Servér straks med sojadip.

Sojadip:

  • Bland alle ingredienser og justér evt. smagsbalancen hvis nødvendigt.

— INDLÆGGET ER UDGIVET I SAMARBEJDE MED PHILIPS —

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments