Det sørme, det sandt… oktober!
Trangen kom som lyn fra en skyfri himmel. Før de endda har sat plastikpynt op på gader og stræder landet over (så er man tidligt ude). Endda før min irske svigermor er begyndt at snakke om julekager, der skal laves flere måneder i forvejen og fodres whiskey hver uge inden den store dag (er tingen levende? Det lyder i mine ører som standard-ireren).
Jeg taler naturligvis om trangen til risengrød, som den opmærksomme læser muligvis har fanget grundet billedet foroven. Er det mon den cremede konsistens og sødmælkens kalorierige kvaliteter, eller er det mixet af kanel og sukker, som sender signaler om hygge og jul til min efterårsramte hjerne? Jeg ved det ikke. Men et ved jeg: trangen kom – og den sejrede.
Risengrøds-envy
Måtte derfor en tur i Netto på vejen hjem fra Bunkeren, som vi studerende ynder at kalde den betonklods, som udgør Journalisthøjskolen. Udbryder der nogensinde atomkrig i Danmark, ved jeg godt, hvor jeg gemmer mig. Et kilo grødris og en liter sødmælk rigere gik jeg igang. Mens duften af ris og kogt mælk bredte sig i hele lejligheden, bibbede der en besked ind på skærmen fra min lillesøster. “Hvad laver du?” spurgte hun. “Risengrød,” svarede jeg. Den type spørgsmål afføder hos mig ofte svar på det kulinariske plan. “Jeg vil også ha'”, skrev hun tilbage. Der var tale om ægte risengrød-envy. I oktober måned. Lad os bare lade den stå lidt.
Risengrød
Ingredienser
- 1 liter sødmælk
- 1,5 dl grødris
- en smule salt
- kanelsukker
- smør
Fremgangsmåde
- Bring mælken i kog i en tykbundet gryde. Tilsæt ris og en smule salt og lad det simre ved svag varme indtil grøden er tyk nok (og ligner risengrød, sjovt nok). På pakken stod der i cirka en time. Jeg brugte nok 20 minutter ekstra. Husk at røre undervejs. Drys en blanding af kanel og sukker på toppen og slut af med en smørklat.
- Har man rester tilbage, kan den bruges til en portion risalamande.
