I forrige weekend faldt jeg over en opskrift på chokolademousse i lørdagsudgaven af den avis, jeg arbejder på. Da vi skulle have gæster samme aften (og jeg skulle stå for tre retter thaimad), overtalte jeg min kaereste til at give sig i kast med opskriften. Jeg tror faktisk ikke, at han nogensinde har lavet dessert førr, men resultatet var yderst vellykket. Normalt er jeg ikke overdrevet vild med chokolademousse, men denne gang slikkede jeg nærmest skålen bagefter. Den smagte fantastisk, og jeg fik heldigvis ham overtalt til at lave den igen i søndags (efter vi havde købt en elpisker – med sådan én ved hånden, tager den kun ganske få minutter at lave).
Fantastisk chokolademousse
Ingredienser
- 6 æggeblommer
- 3 hele æg
- 50 gr sukker
- 240 gr piskefløde
- 150 gr mørk chokolade
Fremgangsmåde
- Æg og sukker piskes til det er let og luftigt (det skal danne små toppe, når man tager piskeriset ud af blandingen). Chokoladen smeltes over vandbad og fløden piskes stiv. Vend chokoladeblandingen i æggeblandingen, og vend herefter den piskede fløde forsigtigt i, så luftigheden bevares. Hæld i små portionsglas og der pyntes evt. med revet chokolade, en ekstra klat flødeskum eller bær.
- Chokolademoussen smager rigtig godt med en portion flødeskum ved siden af.