Fastelavnsboller med vaniljecreme

Fastelavnsboller med vaniljecreme


Den anden dag var første og muligvis sidste gang, jeg lavede fastelavnsboller. Med alle de fantastisk lækre fastelavnsboller, der dukker op på danske madblogs i disse dage, havde jeg fået fastelavnsboller på hjernen, og det eneste, der kunne få dem til at gå væk, var naturligvis indtagelsen af selvsamme bagværk. Med ganske mange kilometer (og et hav) mellem mig og det nærmeste bageri, der sælger dem, betød det naturligvis, at undertegnede var nødt til at kaste sig ud i en hjemmeproduktion af de herlige, sprøde boller med det lækreste fyld af hjemmelavet vaniljecreme.
Der findes forskellige udgaver af fastelavnsboller, og ingen af dem har været tradition i mit barndomshjem. Måske fordi min mor kommer fra Thailand, og selv om hun har været ganske god til at tage de danske traditioner til sig, så havde hun muligvis for travlt med at sy prinsessekostumer til min søster og jeg, når tiden nærmede sig fastelavn. Mit valg fastelavnsboller var derfor hverken underlagt familietraditioner eller lykkelige barndomsminder, og jeg endte med udgaven af fed bolledej, som jeg fyldte med vaniljecreme. Man kunne dog også kaste sig ud i en omgang vandbakkelser, som herefter fyldes med eksempelvis creme og flødeskum. Det var min intention at lave en portion af sidstnævnte over weekenden, men efter badevægten viste halvandet kilo mere på bare to dage, måtte jeg indse, at indtagelsen af fem fastelavnsboller på under et døgn, måske alligevel ikke var helt hensigtsmæssigt for mit generelle velbefindende.

Fastelavnsboller med vaniljecreme

Opskriften er en videreudvikling af de fantastiske bedstemorboller, som jeg peppede op med ekstra smør, sukker og æg. Resultatet var luftige og sprøde fastelavnsboller med en syndig smag af smør. Brødrende Price ville elske dem.
Vaniljecremen var en prøvelse for en som mig, der ganske enkelt lider af mangel på tålmodighed. I visse tilfælde er jeg som et lille barn dagen før juleaften – det gælder især, hvis der er mad og seriøse “cravings” involveret, som var tilfældet, da jeg lavede disse fastelavnsboller. Dette er et udpluk fra min twitterprofil under processen:
Mon vaniljecremen stivner hurtigere, hvis jeg stirrer på den? 12:18 PM Feb 23rd
Det gav en del svar. Nogle mente nej, mens andre var sikker på, at det nok skulle hjælpe. Især hvis jeg stirrede på den udenfor.
Jeg har lavet en fejl. Den er mere eller mindre kold nu, men den er stadig ret flydende. Argh. 23. februar 2011 15:38:09
Her indser jeg, at det er gået grueligt galt. Efter både en tur i køleskabet, og en tur i et iskoldt vandbad, da jeg ikke kunne vente længere, opdager jeg, at jeg ikke har brugt nok majsstivelse i cremen, så i stedet for en fast vaniljecreme, står jeg med en noget flydende creme anglaise. Fint til at hælde over frugt- og bærtærter og kager. Knapt så fint i fastelavnsboller.
Vaniljecreme take 2. 23. februar 2011 15:55:52
Andet forsøg – nu med dobbelt så meget majsstivelse. Denne gang virkede det perfekt, og den vaniljecreme, jeg ikke spiste direkte fra gryden (sig det ikke til nogen), stivnede perfekt.
Mmm fastelavnsboller. 23. februar 2011 17:26:2
Endelig.

Fastelavnsboller med vaniljecreme
Fastelavnsboller med vaniljecreme

Fastelavnsboller med vaniljecreme

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 20 stk

Ingredienser

Dej

  • 550 – 650 g mel
  • 30 g gær
  • 3 tsk sukker
  • 2 dl mælk
  • 1 æg
  • 250 g smør
  • 1 tsk kardemomme

Vaniljecreme

  • 4 past. æggeblommer
  • 4 dl sødmælk
  • 1 vanillestang
  • 2 spsk. majsstivelse/maizena
  • 40 g sukker

Fremgangsmåde

Dej

  • Smør smeltes i en gryde, og mælk hældes ved. Blandingen skal være lillefingervarm. Herefter udrøres gæren i mælke- og smørblandingen, og sukker og æg og tilsættes. Tilsæt kardemomme og mel (hold dog lidt af melet tilbage), og ælt den godt sammen. Dejen skal være smidig og fugtig uden at klistre til bordet. Lad den hæve tildækket et lunt sted i en times tid. Mens dejen hæver laves vaniljecremen.
  • Når dejen er hævet, æltes den igennem og deles den i to. Hver stykke rulles ud til en lang pølse, som hver skæres i ti stykker. Rul de små stykker dej ud, så de har en diameter på cirka 10 centimeter. Kom en spiseskefuld creme på hver, og fold dem sammen. Sæt dem på en bageplade, og lad dem hæve i yderlige 30 – 45 minutter, inden de bages i en 200 grader varm ovn i 15 minutter.Lad dem køle af en smule, inden de dekoreres med din favoritglasur. Server lune.

Vaniljecreme

  • Bring mælken i kog i en gryde sammen med kornene fra én stang vanilje (lad den tomme stang koge med). I en skål piskes æggeblommer, majsstivelse og sukker, indtil det er let og luftigt. Når mælken koger, tages vaniljestangen op, og mælken hældes i skålen med æg, mens der hele tiden piskes. Kom det hele tilbage i gryden, som bringes i kog, mens der hele tiden røres. Efter ganske kort tid, har du en tyk creme, som køles af, inden den bruges. Læg eventuelt et stykke husholdningsfilm over. Så undgår du, at der dannes skind på toppen.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
21 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments