Gåsesteg

Gåsesteg

Julen nærmer sig med hastige skridt, og alle gaverne er i hus. Det er vist første gang, at julefreden har sænket sig så hurtigt i mit hjem, hvor en portion risengrød lige nu står til afkøling (den skal forvandles til en lille omgang sneaky risalamande til nydelse før den store aften). Hvis det ikke var nok til at komme i julestemning, så skrives dette tilmed lige ved siden af det store, smuktpyntede juletræ, så jeg er så småt begyndt at glæde mig som et lille barn til juleaften. Derfor er det kun passende, at i her får en opskrift på en lækker gåsesteg, der kan indtage rollen som stjernen på julebordet.

Dette er en opskrift, jeg lavede for et par år siden, og selv om den i år står på andeconfit for mit vedkommende, så er jeg temmeligt pjattet med gås. Jeg tror nu nok, at and og flæskesteg er mere populært disse dage, men stegt gås har en lækker fyldig smag. Desuden vejer en gås typisk 5 – 6 kilo, så der er mad nok til seks til otte personer.

Efter at have brunet gåsen  ved 220 grader i halv times tid, sænkes temperaturen, så kødets saftighed bevares. Herefter skal den stege i cirka 30 minutter per kilo, så denne opskrift kan følges uanset hvor stor en gås, man har at gøre med.

TIP:

Har man fået fat i en frossen gås, vil jeg anbefale, at man lader den tø langsomt op på køl over to døgn.
Tag den gerne ud af køleskabet en time før, den skal steges.
Husk i øvrigt at gemme gåsefedtet. Til kan bruges til blandt andet confit de canard og de lækreste ovnstegte kartofler.

Gåsesteg

Gåsesteg

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 6 personer

Ingredienser

  • 1 gås (ca. 5 – 6 kilo)
  • Groft salt og peber
  • 2 store madæbler
  • 200 g svesker
  • Olie

Fremgangsmåde

  • Indstil ovnen på 220 grader (eller 200 grader ved varmluft). Fjern posen med indmad og hals og sæt til side. Klip eventuelt de yderste vingespidser af og gem til sovsen. Skyl gåsen grundigt, dup den tør med køkkenrulle og fjern eventuelle fjerrester med en pincet. Gnid den både udvendigt og indvendigt med salt og peber. Skræl æbler og skær i både. Kom dem i gåsen sammen med svesker og luk med en kødnål. Prik gåsen med en kødnål på låret samt under vingerne og i siden mellem ryg og bryst, så fedtet lettere kan løbe fra.
  • Læg gåsen med brystet opad på en rist midt i ovnen med en bradepande nedenunder og steg den i 30 minutter. Hæld herefter fedtet fra bradepanden og kom ca. 7,5 dl vand i den. Sæt bradepanden med vand tilbage under gåsen og skru ovnens temperatur ned på 175 grader (155 grader ved brug af varmluftsovn). Gåsen skal have cirka 30 minutter per kilo i alt. Det vil sige cirka 2,5 time i alt for en gås på 5 kilo.
  • Lad den hvile cirka 15 minutter, inden den parteres.

Gåsesovs

  • Steg vingespidser og hals gyldent i lidt smør eller olie og kom det i bradepanden sammen med vandet under stegning af gåsen. Man kan også tilsætte et halveret løg, en gulerod eller andre suppeurter, man lige har ved hånden.
  • Når gåsen hviler efter stegningen, sies stegeskyen fra bradepanden. Skum den for fedt, bring den i kog i en gryde og tilsæt en god sjat fløde. Jævn herefter med en spiseskefuld mel eller majsstivelse rørt ud i vand og tilsæt eventuelt en smule kulør. Smag til med ribsgele, samt eventuelt salt og peber (stegeskyen kan være rigeligt salt, så husk lige at smage til først).
  • Hvad man ellers tilsætter, må være op til smag og behag, men jeg kan godt lidt at tilsætte en lille sjat portvin.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments