Gazpacho fra Kødfri Mandag – Alle fotos af Chris Tonnesen
For et par uger siden vendte vi hjem fra vores første ferie som en lille familie, og selv om det var med en fire måneder gammel baby på armen, så gik det overraskende godt med at spise ude. Når man er sammen med en kok, og selv lever af at skrive om mad, så handler det ikke overraskende om maden, når vi rejser. Turen gik til Barcelona, San Sebastian og til en lille by en lille times kørsel fra Alicante i Spanien, hvor Marks forældre har et hus. Baby Julius sov for det meste middagene væk, uanset om vi var på Michelinrestaurant eller på tapasbar, og uden at have den helt store erfaring med babyer inden hans ankomst, så tror jeg, at vi er ualmindeligt heldige med ham.
Gazpacho med smag af sommer
Det er min fjerde tur til Spanien inden for de senere år, og jeg er pjattet med deres gastronomi både på de fine eksperimenterende restauranter og på de helt low key tapasbarer. I dag kommer der derfor en ægte spansk klassiker på bloggen, som er perfekt at servere lige nu, hvor de danske tomater topper. Denne formidable gazpachosuppe er fra min kogebog Kødfri Mandag, så selv om der er langt mellem de solskinsfyldte sommerdage i år, så er der altså sommer på tallerkenen, når man sætter sådan en portion her på bordet.
Gazpacho med friske tomater eller dåsetomater
Tomaterne spiller hovedrollen i den kolde spanske suppe, og det er derfor uhyre vigtigt, at du bruger de bedste, du kan fremskaffe. Har du kun adgang til kedelige halvmodne tomater, så brug hellere flåede tomater af en ordentlig kvalitet. Jeg kan godt lide mærket Mutti. Bugner haven af tomater lige nu (heldige asen), så tag også et kig på min seriøst gode varme tomatsuppe.
Jeg har i suppen her valgt at tilsætte lidt grøntsagsfyld samt hjemmelavede croutoner. Du kan dog godt udelade både det ene og det andet – eller begge dele, hvis du foretrækker det.
Gazpacho er fantastisk som en forret eller en let frokost eller aftensmad, men skal den udgøre hovedmåltidet, ville jeg nok sætte lidt brød til, selv om der er croutoner i suppen.
Gazpacho med hjemmelavede croutoner
Ingredienser
- 1 skive daggammelt brød uden kerner
- 1,5 dl vand til iblødsætning
- 6-8 store modne tomater
- ½ agurk
- 1 rød peberfrugt
- 1 grøn peberfrugt
- ½ løg
- 1 fed hvidløg
- 1 dl god olivenolie
- 3 spsk god vineddike (fx sherryeddike)
- Et par isterninger
- Salt, peber
Tilbehør:
- 4 skiver daggammelt brød uden kerner
- 2 fed hvidløg
- Olivenolie
- 1 håndfuld cherrytomater
- ¼ agurk
- 1 peberfrugt
- 1 forårsløg
- 2 kviste bredbladet persille
- Salt, peber
Fremgangsmåde
- Læg brødet i blød i vandet, mens du forbereder resten. Skær tomaterne, agurken og peberfrugterne (uden kerner) i store tern, og kom dem i en blender.
- Hak løget, knus hvidløget, og kom begge dele i blenderen sammen med brødet, olivenolien, eddiken, isterningerne, salt og peber.
- Blend suppen, og smag til. Justér eventuelt konsistensen med en ekstra sjat olie eller vand, og sæt suppen på køl.
- Når du skal lave tilbehøret, starter du med at skære brødet i grove tern. Giv hvidløgene et bank med et knivblad, og kom dem på en pande sammen med en god sjat olivenolie.
- Varm olien op, og steg hvidløgene, til de er gyldne. Kassér hvidløgene, og steg brødternene i olien, til de er sprøde. Tag dem op af panden, krydr med salt og peber, og afkøl.
- Halvér cherrytomater, og skær agurk og peberfrugt (uden kerner) i små tern. Snit forårsløget fint, og hak persillen.
- Kom det det hele i en skål, og krydr med salt og peber.