Gratineret gedeost med karamelliserede rødløg

Gratineret gedeost med karamelliserede rødløg
Jeg har fået en ny gæstemiddagfavorit. Gratineret gedeost og søde, karamelliserede rødløg med et hint af balsamico, der giver kant, ovenpå sprød butterdej. Kan man andet end at elske sådan en kombination? Inden du besvarer spørgsmålet, bør jeg tilføje, at det er legende let at lave, og det hele kan forberedes i forvejen, så er der gæster på besøg, så er der tid til at hygge om dem fremfor at fare rundt i køkkenet. Man kan naturligvis også lave disse små, lækre gedeostetærter helt uden anledning, eksempelvis som en let frokost sammen med en fyldig salat med olie, eddike og måske en teskefuld dijonsennep, hvis man er til den slags.
Det er som nævnt utroligt let at lave – den eneste udfordring, minimal som den er, er at have tålmodighed, når løgene karamelliseres. Tålmodighed har aldrig været min stærke side (hver gang jeg skal vente på noget godt, er jeg som et lille barn op til juleaften), men her betaler det sig at vente. Jovist, det tager lidt tid, men man kan ikke skynde på dem ved at skrue op for varmen, da det kan resultere i, at de brænder på.

Gratineret gedeost med karamelliserede rødløg
Gedeost har faktisk aldrig været min stærke side, men jeg havde lyst til at give det et forsøg. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at det er sådan en ting, som man kan vænne sig til at holde af – præcis som med blåskimmelost, som jeg lærte at spise på en strand i Holbæk en smuk sommeraften for en god håndfuld år siden. Før da havde det været noget, som jeg var gået langt uden om, når køleskabet blev gransket for lækkerier i mit barndomshjem, men serveret på den rette måde, fik jeg pludselig øjnene op for det. Det samme tror jeg gælder for denne måde at servere gedeost på. Mine forbehold forsvandt som brød i en andedam, og det samme galt min medspisers, som havde været endnu mere forbeholden over for den bløde, fine ost end mig, inden han bemærkede, at et eller andet fra køkkenet duftede skønt. Med kombinationen af de let syrlige og søde løg og den smeltede ost, var vi begge solgte.
Opskriften passer til to personer, hvis den serveres som forret.

Gratineret gedeost med karamelliserede rødløg

Gratineret gedeost med karamelliserede rødløg

5 fra 1 stemme
Antal: 2 personer

Ingredienser

  • 2 rødløg
  • 1 spsk olie
  • 1 spsk balsamicoeddike
  • 1 tsk timian (frisk eller tørret)
  • 150 g butterdej
  • 100 g gedeost
  • 1 æg
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Pil løgene, halver dem, og skær dem herefter i skiver. Varm olien i en pande, og sauter løgene ved svag varme i cirka 20 minutter, mens der røres med jævne mellemrum. Når løgene er godt karamelliserede tilsættes balsamicoeddike og timian. Rør grundigt, og lad det simre i et par minutter, inden panden tages af varmen.
  • Rul butterdejen ud, og skær den i to store firkanter. Fordel de karamelliserede løg på firkanterne, men lad de yderste to centimeter af dejen være uden fyld. Skær gedeosten i skiver, og læg den oven på butterdejen.
  • Pisk ægget let, og pensl dejens kanter. Kom tærterne på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem midt i en 200 grader varm ovn (180 varmluft) i cirka 15 min, indtil butterdejen er sprød, og gedeosten er smeltet.
Del indlægget
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
28 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments