Sponseret
Fotos Ditte Ingemann
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg måske ikke er verdens allermest tålmodige person. Jeg er dog med alderen blevet lidt bedre, men der er altså et lille stykke vej endnu. Selv om jeg gladeligt bruger oceaner af tid i køkkenet, og ikke er bleg for at kaste mig over tidskrævende køkkenprojekter, så kan jeg blive voldsomt irriteret over at vente, hvis jeg er sulten. Den er vist meget klassisk.
At grille på gasgril er noget, der først for nyligt er blevet en del af mit liv. Selv om der på en lun sommeraften kan være noget rart over forventningens glæde, når man futter op i en grillstarter og venter på at kullene bliver klar, så er der dog også noget skønt ved at kunne starte med det samme – især når maven rumler, og grillaftenen er en spontan idé. Det er blandt andet her, at gasgrillen brillerer. Dagens opskrift er netop blevet til i samarbejde med Kosan Gas, som har samarbejdet med en række danske bloggere om at fremtrylle de skønneste sommerretter på gasgrill. Se alle opskrifterne lige her.
Jeg har både lavet grillet fisk og grillet ananas med kokos-semifreddo samt denne lækre og nemme opskrift på grillede jomfruhummere med hvidløg, koriander og lime. Billederne er taget af min super søde og dygtige veninde Ditte Ingemann fra The Food Club, som også har stylet maden (det er altid sjovt at se andres “take” på mine opskrifter). Vi har så sent som i dag arbejdet sammen med i forbindelse med et spændende bogprojekt, som skal bygge bro mellem flere kulturer. Mere om det en anden god gang.
Grillede jomfruhummere
Årsagen til at jeg valgte netop jomfruhummere er, at der i min verden er få ting, der slår grillede skaldyr indtaget under åben himmel en dansk sommeraften. Det kan være alt fra grillede kæmperejer, man piller ved bordet, til disse vanvittigt velsmagende men nemme jomfruhummere. Inspireret af mit asiatiske ophav, serverer jeg dem med en dip på hvidløg, fiskesauce, koriander, lime og chili. Dippen er også fremragende til andre slags skaldyr samt grillet fisk.
Mod på flere grillede skaldyr. Tjek også min opskrift på gratineret hummer og gratinerede østers.
Grillede jomfruhummere med hvidløg, koriander og lime
Ingredienser
- 1 kg jomfruhummere
- 2 spsk. olie
- Friskkværnet sort peber
- 1-2 fed hvidløg
- 1 grøn chilipeber ((med eller uden kerner))
- 2 spsk. sukker
- 2 spsk. fiskesauce
- 1-2 limes
- ½ bdt. koriander
Fremgangsmåde
- Flæk jomfruhummerne på langs, og fjern den sorte tarmstreng. Pensl med olie, og drys med peber.
- Knus hvidløg og chilipeber i en morter, og vend sukker og fiskesauce i. Rør, til sukkeret er opløst, og smag til med limesaft. Snit korianderen fint, og vend det i dippen.
- Grill de flækkede jomfruhummere på skalsiden i 2-3 minutter, og servér dem med korianderdippen.