Hurtigt groft brød uden gær

brød uden gær

Hvad kalder man det bedst på dansk: Irsk brød, brød uden hævning eller irsk natronbrød, hvis oversættelsen skal være helt korrekt? Jeg synes ikke, at nogen af titlerne er særligt mundvandsdrivende. Jeg valgte derfor til sidst at kalde det for ‘hurtigt brød uden gær’. Det er nemlig sådan, jeg ville beskrive det, hvis nogen skulle spørge mig, hvad brown Irish soda bread er for en størrelse. Blandt irerne går det dog typisk bare under navnet “brown bread”, selv om det slet ikke er så brunt igen.

Første gang jeg stødte på det, blev det serveret som en del af en buffet til en sammenkomst dagen før et bryllup. Her var det toppet med smør, røget laks og et klem citronsaft. Kombinationen er en favoritspise blandt mange irere. De erstatter i øvrigt også ofte smørret med flødeost (som i amerikanernes bagels). Jeg er vild med begge versioner, men brødet er også fantastisk lækkert til suppe.

Nemt brød uden gær

Det bedste ved det er dog, at det kan laves på under en time. Faktisk er det så nemt at bikse sammen, at jeg vil vove at påstå, at jobbet kan klares af en femårig. I stedet for gær benyttes der natron. Det betyder, at brødet ikke skal hæve, inden det ryger i ovnen. Brugen af natron gør også, at brødet er bedst samme dag, som det er lavet. Det kan dog også sagtens spises dagen derpå smurt med smør og serveret sammen med eksempelvis denne fantastiske kartoffel- og porresuppe eller en god jordskokkesuppe.

hurtigt brød uden gær

Opskriften her er fra det irske madikon Rachel Allen, som er svigerdatter til Darina Allen, som jeg har nævnt herinde et par gange. Begge kvinder er tilknyttet den i Irland berømte Ballymaloe Cookery School i Cork, som jeg har haft fornøjelsen af at besøge.

Hurtigt groft brød uden gær

Groft brød uden gær

Skøn og nem opskrift på hurtigt groft brød uden gær.
5 fra 1 stemme

Ingredienser

  • 225 g grahamsmel
  • 225 g hvedemel
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. natron
  • 1 æg
  • 375 ml kærnemælk

Fremgangsmåde

  • Forvarm ovnen til 220 grader.
  • Bland grahamsmel, hvedemel, salt og natron i en skål (eller i en røremaskine med dejkrog). Lav en fordybning i midten af skålen, pisk æg og kærnemælk sammen, og hæld det i under omrøring. Dejen skal være blød uden at være alt for våd og klistret.
  • Saml dejen til en kugle på et meldrysset bord og læg den på en bageplade beklædt med bagepapir og evt. en lille håndfuld mel. Den skal være cirka 4 – 5 centimeter høj. Skær et dybt kors i midten af brødet, og bag det i 20 minutter. Skru herefter ovnens varme ned på 200 grader og bag det yderligere 30 minutter. Brødet skal lyde hult, når man banker det på bunden.
  • Server lunt eller koldt med rigelige mængder smør.
Del indlægget
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
26 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments