Middag i hønsehus på Københavnsk tagtop

Gro

Det er sjovt, som en blog kan føre én veje, man aldrig havde troet, man ville gå. I fredags spiste jeg min første (og sandsynligvis eneste) middag i et hønsehus på en tagtop midt på Østerbro i København. Det er nemlig her, at ØsterGRO Tagfarm har hjemme. Middagen var en del af madfestivalen Copenhagen Cooking, der finder sted lige nu. I aftenens anledning tog gæsterne plads mellem rækker af grønt på den ene side og bistader på den anden i henholdsvis drivshus og hønsehus. Sidstnævnte er heldigvis endnu ikke taget i brug, så middagen foregik uden fjerkræ mellem fødderne.

Gro

Tanken om at dyrke egne grøntsager har længe fascineret mig. Det er vist en naturlig videreudvikling af interessen for mad, og jeg er nok ikke den eneste, der føler et behov for at komme tættere på vore fødevarekilder. Da jeg boede i Dublin, dyrkede jeg en overgang alt fra jordbær og tomater til et væld af forskellige urter på min altan. Det har jeg desværre ikke mulighed for, hvor jeg bor nu, så tanken om at involvere mig i en byhave ligger ikke så fjern. ØsterGRO Tagfarm forsyner lige nu 16 københavnske familier med en masse lokaltdyrkede grøntsager, honning og snart også æg. Det var fantastisk at gå mellem rækkerne af alt fra palmekål og græskar til gulerødder og squash.

porrer

Bag aftenens middag stod Signe Voltelen fra OPENgardenCPHMarie Hertz  fra Maries Have og Flemming Schiøtt Hansen fra Stedsans – clean, simpel, local. Sidstnævnte stod for tilberedningen af en hovedsageligt grøntsagsbaseret menu – alt sammen enten økologisk eller biodynamisk krydret med vilde urter, frugt og bær fra byens grønne rum og de store fælleder og parker i nærheden. Vi smagte blandt andet rødebederavioli med gedeost, marinerede nye porrer med æg, kapers og urter (se billedet ovenover), grillet makrel og grillet kalvehjerte. I glasset var der både vin og cider valgt ud fra det, der bliver dyrket på ØsterGro.

Grillede gulerødder

Det var en virkelig hyggelig aften i unikke rammer. En anelse fodkoldt sidst på aftenen på grund af det lunefulde sensommervejr. Vi undgik dog heldigvis de helt store regnskyl under middagen. Tak til arrangørerne for et særdeles vellykket arrangement.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments