Jeg må ærligt indrømme, at det ikke var sult, men derimod ren og skær gastronomisk grådighed, der tog over, da jeg sad med menuen på Midtown Grill på Copenhagen Marriott. Efter et besøg på det femstjernede hotels executive lounge på 11. sal, der inkluderede adskillige salte såvel som søde lækkerier i hapserstørrelse (især de søde var til at falde i svime over), var der lagt en god dæmper på appetitten. Det er dog ikke så ofte, at man herhjemme har mulighed for at bestille en 450 gram tung ribeye on the bone, så jeg skulle ikke tænke længe over mit valg denne aften. Den smagfulde ribeye er en af mine absolutte favoritudskæringer, og serveret på benet bliver den kun endnu bedre. Menuens bøfafsnit fristede dog også med både oksemørbrad, oksefilet og ribeye uden ben samt en 600 gram chateaubriand til dem, der gerne vil dele.
Som på et ægte steakhouse efter amerikansk forbillede kan de saftige bøffer med både dansk og amerikansk oprindelse ledsages af et bredt udvalg af saucer (rødvin, peber, champignon og den obligatoriske bearnaise), flere kartoffelvarianter og forskellige former for grønt tilbehør, som man selv sætter sammen efter smag og behag. Køkkenet, der bliver ført an af den tidligere tv-kok og køkkenchef på Den Røde Cottage Irene Mai Vos, byder dog også på andet end seriøse bøffer. Kylling fra Gråsten, svinekotelet fra Himmerland og havfavoritter som rødtunge og hummer er blot et par af de spiselige muligheder.
Det var allerede mørkt, da vi satte os ved det anviste bord ved vinduet kun ganske få skridt fra vandkanten, så udsigten måtte vi gætte os til (den blev i stedet nydt i fulde drag dagen derpå, mens vi gjorde et seriøst indhug i den imponerende morgenbuffet). Der var til gengæld udsigt til det åbne køkken i den anden ende af restauranten, hvor kokkene havde travlt med at forberede de lækkerier, vi snart skulle smage.
Vi startede ud med et udvalg af menuens forretter, som Irene Mai Vos havde sammensat til os. Der var både carpaccio med rucola og tykke parmesanflager, fynbolaks rullet i purløg og serveret med rygeost, bagte rødbeder med gedeost og en salat af mozzarella, cherrytomater og basilikumspesto. Som om det ikke var nok, fik vi også en smagsprøve på husets caesar salat med generøse mængder parmesan, sprøde salatblade og en rigtig god dressing, som er altafgørende for, om salatklassikeren er et hit eller ej. Især de to første forretter (her i ministørrelse) fik mine smagsløg op at ringe, og også salaten hørte til blandt de absolut bedre af slagsen. Jeg har derfor allerede skrevet mig bag øret, at jeg skal bestille en stor portion af den, næste gang jeg befinder mig i nærheden af CPH Marriott ved frokosttid.
Der var ikke meget appetit tilbage, da aftenens hovedattraktion landede på bordet foran mig, men det stoppede mig naturligvis ikke i at gøre et seriøst indhug i den. Min ribeye var perfekt stegt, saftig og mør og fyldt med smag på grund af den gode fedtmarmorering. På den anden side af bordet var der ligeledes begejstring over en perfekt stegt og ekstremt mør medium-rare bøf af oksemørbrad. Begge bøffer blev ledsaget af små skåle med karamelliserede løg og kryddersmør. Der blev langet smagsprøver over bordet, inden vi dykkede ned i et væld af lækkert tilbehør. Der var ”steakhouse pommes frites”, som jeg mistænker for at være triple cooked (Heston Blumenthal-style) på grund af deres perfekte sprødhed. Der var også stegte kartofler med karamelliserede løg og spinat i flødesauce. Vi smagte flere forskellige saucer, og for mig var især bearnaisen et hit. Til bøfferne drak vi et dejligt glas Valpolicella Ripasso, som vores søde tjener havde anbefalet.
Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg var nødt til at lade min medspiser klare de sidste par bider af bøffen, for der skulle jo selvfølgelig også være plads til dessert. Hvor hovedmenuen var en mindre tavle udleveret til hver gæst, så havde man ved valg af dessertkort gået direkte i den modsatte grøft og printet menuen på et postkort. Det er vist første gang, jeg har set rødgrød med fløde på en menu, og den blev straks bestilt af min medspiser, mens jeg selv endte med en fremragende chokoladetærte med vaniljesauce og høvlet chokolade. Den nærmest smeltede på tungen og var dyb og intens, uden det dog blev for tungt, som nogle chokoladedesserter nemt kan gå hen og blive. Også den for udlændinge u-udtalelige dessert var et hit. Den røde grød på røde bær blev serveret i et syltetøjsglas med en kugle vaniljeis på toppen ledsaget af fløde i en gammeldags mælkeflaske. Den var både gennemført i smag og præsentation, der henledte tankerne til barndommens svundne sommerdage og mors jordbærbed.
Den ret så perfekte aften sluttede i hotellets bar, hvor vi godt nok aldrig fik kapret sofaen nærmest det åbne ildsted. I stedet nød vi en lun julecocktail ved baren (”månedens special” der skifter med årstiderne), inden Marriotts bløde dyner kaldte fra 10. sal.
