Min første svampetur

Jeg har de seneste tre – fire år haft lyst til at tage på svampetur, så snart sommeren er gået på hæld. Det er noget, der forfærder min stakkels, thailandske mor, da en hel del sydøstasiatere er blevet forgiftede de senere par år, fordi de har forvekslet de giftige grønne og hvide fluesvampe med en almindelig spisesvamp, der vokser vildt, der hvor de kommer fra. Med mit ringe kendskab til vilde svampe ville det nok ikke gå mig meget bedre, så derfor er det vigtigt at alliere sig med en svampekender. Foreningen for Svampekundskabens Fremme organiserer hvert år svampeture, men disse har aldrig passet ind i mit program, og før man får set sig om, er efterår blevet til vinter, og så er det for sent.
I weekenden var heldet dog med mig. Jeg havde ved et tilfældigt møde med den dygtige Kim fra Jonas Kogebog talt om en svampetur for et par uger siden, og søndag eftermiddag var vi fire, der drog ud på en vandretur i en skov nord for København.
Jeg kan godt se, at det der med at stifte et nærmere bekendtskab med de danske spisesvampe ikke er noget, man sådan lige lærer på en enkelt tur. Den eneste nye svamp, jeg lærte navnet på (til trods for Kims gentagne opremsninger af navne, som jeg skulle have repeteret igen og igen), er honningsvamp, og jeg er endda ikke helt sikker på, om jeg ville kunne genkende den igen. Kim forklarede dog, at det er helt normalt kun at huske en enkelt svamp efter sådan en tur – om det er sandt, eller om det er fordi, at hun var overbærende over for staklen (undertegnede), som havde sovet alt for lidt natten forinden, vides ikke.



Vi fandt en del forskellige svampe, men meget få af “de gode”. Om en spisesvamp er god eller knap så god vurderes ud fra konsistensen, når den bliver tilberedt, samt smagen. Kantareller hører til de gode, og de vokser ofte samme sted år efter år. Kim kendte et sted i skoven, hvor hun havde fundet dem før, men det så ikke ud til, at vi havde heldet med os i år. Vi ledte og ledte og var tæt på at give op, da jeg pludselig så en orange, tragtformet svamp titte frem mellem skovbundes blade og smågrene, og mindsanten om det ikke var dagens første kantaral – og den eneste svamp jeg nok ville kunne genkende.
Det fik os til at lede videre, og i alt blev det til en lille håndfuld af de flotteste kantareller, jeg nogensinde har set – nok også fordi, at der var en vis samlerstolthed, men vurder selv på billedet øverst.


Et øjebliks stilhed.

Denne svamp tog vi ikke med os hjem, men sikke flot den er.

Femårige Viktor nærstuderer skovbunden. Han var også på sin første svampetur.

Nogle gange var billerne det mest interessante, syntes Viktor.

Svampen på dette billede hedder “Præstens Pik”, forklarede Kim, som var det det mest naturlige navn i verden. Man kan selvfølgelig godt se, hvad den ligner, men ahem ligefrem præstens?