Ind imellem glemmer jeg at lave thaimad. Det er ikke med vilje. Det er blot fordi, at de nærmeste supermarkeder ikke har alle ingredienserne, jeg skal bruge. Når jeg så endelig besøger en asiatisk butik, laver jeg ofte en hel masse efterfølgende. Ejeren af mit foretrukne asiatiske supermarked kender mig efterhånden, og vi får ind imellem en lille snak, når jeg køber ind til mine næste asiatiske køkkenprojekter. Butikken er fantastisk. Det er det største asiatiske supermarked, jeg har set uden for Asien, og der hænger sprøde pekingænder (med hoved på) i delien, hummerne døser i det store basin foran fiskeafdelingen, og ind imellem har de endda kongen af frugter, durian, som er den store, frygteligt ildelugtende frugt med pigge, som man enten elsker eller hader. Jeg hører til første gruppe.
Denne gang var pad thai (en klasisk thailandsk ret bestående af stegte nudler) en af de retter, jeg havde i tankerne, da jeg bevægende mig derind tidligere på ugen. Det viste sig dog, at de var løbet tør for kinesisk purløg, og da jeg kom hjem, fast besluttet på at lave retten alligevel, indså jeg, at de saltede, tørrede radiser, jeg havde købt, ikke tilnærmelsesvis smagte som de søde, tørrede radiser, retten kræver. I stedet blev det til sprøde wontons og denne fantastisk lækre wokret med mørt oksekød i østerssauce. Ingredienserne til denne populære ret fra Thailand er faktisk noget, du kan få i de fleste danske supermarkeder, da de mest eksotiske ingredienser består af østerssovs og fiskesovs.
Hurtig thaimad
Oksekød i østerssauce er som de fleste andre wokretter en dejligt hurtig ret, som ikke tager længere tid af lave end risene, den serveres med. Derfor egner den sig perfekt som hverdagsmad, når der er travlt, men man kan også lade den indgå som en ud af flere retter, hvis der er gæster på besøg (for eksempel sammen med hjemmelavede forårsruller og satay, som er thailandske grillspyd med jordnøddesovs).
Opskriften har jeg fra min mor, men jeg har ændret den en smule. I stedet for champignon fra glas, bruger jeg friske champignons, og jeg har udeladt stegt hvidløg i olie, men bruger i stedet frisk hvidløg, som steges gyldent inden oksekødet tilsættes. Jeg bruger også en anelse ekstra sukker, hvilket jeg synes, fungerer bedre, men smag dig frem og se, hvad der virker for dig.
Hvis du ønsker en grønnere ret, så kan man sagtens tilsætte små buketter broccoli, grønne bønner, peberfrugt eller grønne asparges.
Oksekød i østerssauce med champignon og forårsløg
Ingredienser
- 1 bdt. forårsløg
- 250 g champignon
- olie til stegning
- 400 g mørt oksekød
- 5 fed hvidløg
- 0,75 dl østerssovs
- 0,5 dl vand
- 1 tsk sukker
- 1 knsp. hvid peber
- 1 spsk fiskesauce
Fremgangsmåde
- Skær forårsløg i 3 centimeter lange stykker. Sæt til side.
- Rens champignon, og skær dem. Varm en smule olie i en wok eller en stor pande, og steg ved jævn varme, indtil de har afgivet deres væde. Sæt tilside.
- Imens skæres oksekødet i tynde strimler.
- Knus hvidløg i en morter, eller pres det i en hvidløgspresser.
- Varm lidt olie i wokken, og svits hvidløg til det så småt begynder at blive gyldent. Tilsæt oksekød, og brun det på alle sider ved høj varme. Tilsæt champignon, østerssovs, vand, sukker, hvid peber og fiskesovs. Smag til med yderlige sukker, peber eller fiskessauce hvis nødvendigt. Tilsæt forårsløg (gem evt. en smule til pynt), vend dem godt sammen med resten.
- Servér straks med kogte jasminris.