Skuffende fish & chips på OliNico

Kender i det der med, at man for første gang besøger et sted, som man så inderligt gerne vil holde af? Sådan havde jeg det med mit besøg på OliNico i Mejlgade i Aarhus, som blev foreslået af en god ven (og fellow foodie) en torsdag eftermiddag, hvor vi skulle mødes til en hurtig frokost i min fødeby. Han har kontor i nærheden og “kom der hele tiden”, blev jeg fortalt. Det måtte være et godt tegn.
Priserne på OliNico, som kalder sig en “gastrogrillbar”, er rørende lave. Den dyreste ret blandt stedets klassikere koster 125 kroner, men herudover kan man slippe med 65 kroner eller derunder. Det er rart at se et spisested i Aarhus, hvor i man den priskategori kan få andet end sandwich til frokost. Menukortet hører til den helt simple slags med en lille håndfuld faste retter samt en “dagens ret”. Normalt er det et tegn på, at tingene så er lige i øjet, men det var desværre ikke tilfældet denne dag, skulle jeg senere erfare.
Men for at lige at vende tilbage til starten. Førstehåndsindtrykket var godt. Venlig og hurtig betjening og dejligt lyse lokaler. Bordet var dog lidt for højt, til at man kunne spise bekvemt. Var det ikke fordi, at jeg skulle spise blåmuslinger sammen aften, så var valget faldet på menuens moules frites. I stedet blev det den engelske klassiker fish & chips, som her bestod af frisk torsk fra den lokale fiskehandler på havnen. Det blev jeg fortalt efterfølgende af den søde tjener, som også tilføjede, at muslingerne på menukortet stammer fra Vildsund Blue (jeg havde en bakke med muslinger fra selvsamme producent under armen. Efter mit besøg på Løgstør Muslingefestival hører de til favoritmuslingerne).

Fremragende ‘chips’ 
Flot så portionen ud, da den landede på bordet foran mig. Beignetdejen om den dybstegte fisk var smukt gylden, og pomfritterne var grove og sprøde. Tilbehøret i form af en lækker tartaresauce sad lige i skabet. Lige så opstemt jeg blev ved pomfritterne og dyppelsen, lige så skuffet blev jeg over fisken. Bag det gyldne ydre gemte der sig nemlig en beignetdej, hvis tykkelse jeg endnu ikke har set mage til. Den fandtes i så rigelige mængder, at serveringen lå i grænselandet mellem indbagt fisk og fiskesandwich. Da jeg endelig fandt frem til torsken indeni, viste det sig, at fisken var en anelse overtilberedt.

Overskydende beignetdej
Portionen kostede sølle 50 kroner, og måske var den uheldige dej et enkelstående tilfælde, for stedet kom som beskrevet med varme anbefalinger. Selv om denne servering skuffede, så har jeg derfor planer om et gensyn, næste gang jeg er i byen. Både chips og dip var fremragende, betjeningen god og nabobordets muslinger så mundvandsdrivende lækre ud.