Denne spidskålssalat er så fabelagtig god, at jeg er blevet truet med bank, hvis ikke jeg udleverede opskriften. Det var naturligvis sagt med et glimt i øjet, men jeg har sjældent oplevet så mange bede om en opskrift, efter jeg serverede den for kollegaerne til frokost. Det var uden tvivl forrige sommers favorittilbehør til alt fra madtærter til grillmad, og at den kan laves i forvejen i modsætning til mange andre salater er et stort plus – især når man har huset fuld af gæster til sommerens sociale sammenkomster.
Jeg smagte første gang spidskålssalaten hos med- og madblogger Piskeriset, som havde inviteret til grillmad en lun sommeraften. Her diskede hun op med en helt fantastisk lækker kylling grillet hel i kuglegrill. Den blev serveret med hjemmebagt brød og den lækreste spidskålssalat med ananas og cremefraiche rørt op med sennep. Det var så enkelt og så lækkert, og foruden at have haft en hyggelig aften med masser af madsnak var det skønt at tage derfra med inspiration til egne kokkerier. De følgende måneder blev spidskålssalaten lavet adskillige gange, indtil efterårets lidt tungere simremad begyndte at dominere i mit køkken. Ovenstående salat var et kærkomment gensyn, og den vil blive lavet igen og igen herhjemme i den kommende tid.
Spidskålssalat er lækker og cremet med en cremefraiche på 18%, og dijonsennepen løfter smagen og giver den det ekstra, der gør den til noget særligt. I min version tilsætter jeg også snittede forårsløg og nogle gange en smule hakket persille (mest for syns skyld), mens dressingen blandes med en smule af væden fra ananas på dåse og teskefuld honning, inden den smages til med salt peber og eventuelt lidt citronsaft.
Den er som allerede nævnt god til en masse forskellige retter, og den er et fint alternativ til en traditionel coleslaw, når man serverer spareribs, burgere, pulled pork og lignende. Denne gang serverede jeg den sammen med frikadeller og en frisk kartoffelsalat med en masse krydderurter.
Spidskålssalat
Ingredienser
- ½ spidskål ((ca. 350 g i snittet vægt uden stokken og de yderste blade))
- 4 forårsløg
- 100 g ananas på dåse ((eller en tilsvarende mængde frisk ananas))
- 3 dl cremefraiche 18 %
- 2-3 tsk. dijonsennep
- 1 tsk. honning
- 1 tsk. citronsaft (valgfri)
- Salt, peber
- Hakket persille (valgfri)
Fremgangsmåde
- Kasseér spidskålens yderste blade, og snit resten undtagen stokken i strimler. Skyld den snittede spidskål, og “kram” den med hænderne, så den blødgøres en smule. Snit forårsløg og skær ananas i mundrette bidder. Vend begge sammen i en skål med den snittede spidskål.
- Bland cremefraiche med sennep, honning, citronsaft, salt og peber samt eventuelt en smule hakket persille. Smag dressingen til, og vend den i skålen med spidskål. Opbevar på køl, indtil salaten skal serveres.