Foto Sarah Coghill
Hver gang jeg har været på fotoshoot i forbindelse med mine opskriftssider i smagogbehag, venter jeg med spænding på at se billederne skudt af den fantastisk talentfulde Sarah Coghill. Alene et kig på billedet af mine syltede blommer i romlage gør mig glad. Sarah, der gennem tiden er blevet meget mere end blot en god kollega, har en evne til at fange en stemning og fortælle en historie gennem sine billeder. Her får de mig til at tænke på høsttid, bugnende frugttræer, efterår og hygge. Det er en underdrivelse at sige, at jeg er glad for, at hun skal skyde billederne til min kogebog, som jeg netop har afleveret første udkast til. Det har været en intens proces og også en smule nervepirrende. Måske det egentlig fortjener et blogindlæg for sig selv.
Opskriften er, som størstedelen her på bloggen, særdeles nem at lave. Spis dem som de er eller måske sammen med en god vaniljeis. Man kan også bruge dem som frugtlaget i en lækker trifli. Jeg er sikker på, at de nok skal vække glæde uanset hvad. Man kunne også prøve at ersatte rommen med portvin. I så fald kunne jeg forestille mig, at de ville være helt fantastiske til ost.
Syltede blommer i rom
Ingredienser
- Ca. ½ kg blommer
- 250 g rørsukker
- 1 vaniljestang
- 1 dl vand
- 1 dl rom
Fremgangsmåde
- Vask blommerne, halver og fjern sten. Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud og kom dem i en gryde sammen med de tomme vaniljestænger. Tilsæt rørsukker og vand og bring i kog. Lad syltelagen simre kort, tilsæt blommer og lad dem koge med et par minutter. Tilsæt rom, hæld blommer og lage på steriliserede glas og luk. Lad blommerne trække i lagen et par døgn, inden de spises. Server eventuelt med vaniljeis eller flødeskum.