De fremmede dufte lokker hurtigt den sultne på afveje. Duften af de marinerede spyd på grillen og grøntsagssælgerens eksotiske display af citrongræs, galanga og ukendte urter pirrer næsen. Lyden af kylling, der syder i enorme oliefyldte gryder, blander sig med stemmerne fra handlende og sælgerne på den anden side af de mange boder.
”Tawlay?” spørger jeg på gebrokkent thai. ”Fifty baht,” lyder det nonchalant på gebrokkent engelsk fra den anden side.
Hvad jeg i virkeligheden siger: ”Giv mig samme pris, som du giver de lokale,” hvortil sælgeren svarer: ”Jeg har luret, at du er en farang (udlænding).”
De thailandske markeder er som en eventyrlig labyrint for den sultne oplevelseslystne. For mig er der mange kære gensyn med barndomsfavoritter, men hver eneste besøg byder også på nye bekendtskaber. Jeg er som et lille barn, der konstant glemmer alt om mine ledsagere, så snart en ny og spændende bod forude vækker min nysgerrighed.
Da jeg for kort tid siden besøgte et thailandsk natmarked med min mor og et par af hendes veninder, endte vi med at købe de mundvandsdrivende grillspyd med marineret svinekød, sprød og stærk papaysalat, mango med sød klisterris, den letsyrlige grillede pølse fra Nordthailand og kødboller på spyd med chilisauce. Og som om det ikke var nok, røg der også et par risretter, endnu en dessert, friskpresset juice af de sødeste appelsiner og kokossaft oveni den efterhånden temmeligt lange liste over indkøb.
Et besøg på et thailandsk marked handler i høj grad om begrænsningens kunst, men når jeg er sammen med min mor, er der ingen grund til at forsøge. Vi er slemme nok hvor for sig, men sammen er vores kulinariske oplevelseslyst om muligt endnu større, og selv om selskabet denne aften tæller flere hoveder end normalt, var der rester. Men det er nu ikke en dårlig ting, for er der én ting, thaierne hader, så er det ikke at have mad inden for rækkevidde. Et godt bevis for denne påstand er de mange gadekøkkener, både mobile og stationære, der servicerer sultne thaiere på alle tider af døgnet. Netop madens betydning for befolkningen er en af årsagerne til, at jeg elsker Thailand. Den er overalt, og selv storbyens fattigste og bonden på landet har som oftest de par baht et kongemåltid fra gadekøkkenet koster.
Og netop maden er en af årsagerne til, at gensynet med familien hernede, har været mere end fornøjeligt. Den herboende del af familien taler meget begrænset engelsk, og med mit ligeså begrænsede thai bliver det til en del smilen og nikken. Men så er det godt, at man kan kaste sig over krabber og enorme pil-selv-flodrejer i stedet, som kræver koncentration.
Og hvad angår min mor, som også er i Thailand lige nu, så er det altid dejligt at se hende, men her om muligt endnu mere end derhjemme. Hvor jeg sammen med venner i sidste uge var den, der vidste mest om thaimad, så prøver jeg med hende flere nye retter, og ultralokale specialiteter som nam prik kabi, en frygtelig hot stinkbombe af en dip på rejespasta, fiskesauce og rigelige mængder hvidløg, indtages med største nydelse. Det er tidspunkter som disse, at jeg virkelig værdsætter mit dobbelt kulturelle ophav, og jeg glædes over, at kunne dele disse oplevelser, med jer der læser med her på bloggen.
