Jeg kan lige så godt slå det fast: Har man først smagt disse forårsruller, bliver det svært at gå tilbage til både Daloon, dem nede fra grillen og selv restauranternes udgaver! De smager intet mindre end fantastisk. Når jeg har lavet en masse thaimad til vennerne, har jeg nogle gange spurgt, hvilken ret der smagte bedst. Det er altid forårsrullerne! Opskriften er min (thailandske) mors, og det skal nok lige nævnes, at de sagtens fungerer uden kød, hvis man er til den slags.
Denne omgang på billedet blev lavet til en middag med en flok studiekammerater i sidste uge. Årsagen til ‘det lille event’ var egentlig, at jeg gerne ville have en til at filme eller tage billeder af, hvordan man folder forårsrulledejen rundt om fyldet. Det er nemlig lidt kompliceret at forklare på skrift. Det endte med en video, som kan ses lidt længere nede på siden.
Hvis man ikke har friturestegt før, bør man være opmærksom på, at olien er klar, når man stikker træenden af en tændstik ned i olien, og små bobler ses for enden. Det vidste jeg ikke, første gang jeg stegte forårsruller. Jeg troede rent faktisk, at olien rent boble (læs: koge), hvilket resulterede i en frygtelig masse røg i køkkenet. Det kan ikke anbefales.
Se hvordan jeg folder forårsrullerne på ovenstående videoklip
Alle de mere eksotiske ingredienser, inkl. begge slags tørrede svampe samt forårsrullepladerne, kan købes i asiatiske supermarkeder. Vær opmærksom på, at forårsrulleplader er at finde på frost. De skal ikke forveklses af det tørrede vietnamesiske rispapir, som man bruger til de friske vietnamesiske ruller. Rispapir kan også bruges, men den er noget anerledes at arbejde med, og så er den sværere at stege sprød.
Thailandske forårsruller med svinekød
Ingredienser
- 400 g hakket svinekød
- et par tørrede shitakesvampe
- 1 lille håndfuld tørrede sorte kinesiske svampe (de går under navnet black fungus)
- 1 lille dåse bambusskud i strimler (Ca. 75 g)
- en håndfuld udblødte glasnudler (klippet i lidt mindre stykker)
- 1 løg (pillet og hakket)
- 4 fed hvidløg (pillet og hakket hakket)
- 1 gulerod (skrællet og revet)
- 4 spsk lys soja
- 0,5 tsk hvid peber
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- 75 g bønnespirer
- 1 æg (til pensling, pisket)
- 25 forårsrullerplader (jeg bruger størrelse medium)
- 1 l smagsneutral olie til stegning (fx rapsolie eller solsikkeolie)
Tilbehør:
- Sød chilisovs
- Soja
Fremgangsmåde
- Udblød de tørrede svampe i varmt vand i ca. 20 minutter. Skær dem herefter i tynde skiver/strimler.
- Alle ingredienser til fyldet (med undtagelse af bønnespirer) blandes og steges i en wok, til kødet er gennemstegt. Smag til og tilsæt mere soja, sukker, salt eller peber hvis nødvendigt. Tag af blusset, tilsæt bønnespirerne og lad det køle af, til det kan håndteres.
- Varm olien op i en gryde. Den er klar, når du kan stikke et træspyd ned i den, og der dannes små bobler omkring dem.
- Mens olien varmer op, begynder du at folde forårsrullerne (se videoen længere oppe). Læg evt. den færdige forårsrulle på bagepapir for at undgå, at den klistrer til underlaget. Steg 4-5 forsårsruller ad gangen, og læg dem til afdrypning i et dørslag eller på en tallerken med køkkenrulle.
- Server med sød chilisovs og eventuelt soja.