En af favoriterne blandt de seks retter thaimad i gårsdagens madorgie var denne and i rød karry. Opskriften har jeg fået af min mor, som er (jeg har allerede sagt det flere gange, men nu siger jeg det igen) en af de bedste kokke, jeg kender. Det er faktisk kun anden gang, jeg har lavet retten. Sidst var en hæsblæsende aften på Nyhedsavisen, hvor de lige manglede et eller andet til madsiden. “Den klarer jeg,” skyndte jeg mig at råbe og styrtede så ellers på jagt efter asiatiske ingredienser og andebryst. Adskillige butikker og en omgang madlavning senere, kunne jeg læne mig tilbage, mens min med(foto)praktikant tog billeder af maden, som vi spiste bagefter. Vi nåede lige akkurat deadline, og maden smagte dejligt.
Andebryst i rød karry
Ingredienser
- 2 andebryster
- salt
- 1 lille dåse bambusskud i skiver
- 2 dåser kokosmælk
- 2 gulerødder (skåret i tynde skiver)
- 1 håndfuld sød basilikum
- 2 stk chilipeber
- 2 spsk fiskesovs
- 2 spsk rød chili pasta
- 1 tsk sukker
Fremgangsmåde
- Kom lidt salt på andebrysterne og grill dem i ovnen til skindet er gyldent og sprødt. Lad det hvile lidt og skær så kødet i tynde skiver.
- En halv dåse kokosmælk kommes i en gryde. Når det koger tilsættes chili pasta, kød, gulerødder og resten af kokosmælken. Når det har kogt et par minutter tilsættes bambusskud, chilipeber, fiskesovs og sukker. Smag til og tilsæt eventuelt mere fiskesovs og sukker hvis nødvendigt.
- Lad retten koge videre ved svag varme 3-4 minutter og tilsæt så basilikum lige inden servering. Serveres med jasminris.