Salat med røget laks, kartofler og asparges

Salat med røget laks, kartofler og asparges


En salat fyldt med nye kartofler, asparges, røget laks, agurk, friske urter og spæde salatblade – så bliver den nærmest ikke mere sommerligt. Denne salat er ganske hurtig at lave, og den fungerer perfekt som en forret, eller som en let frokost. Server den som den er, eller med en skrive groft brød til og – hvis muligt – under åben himmel med et glas hvidvin.
Jeg brugte røget, økologisk laks fra den irske vestkyst og lavede en dressing af citronsaft, olivenolie, honning, sennepskorn, frisk dild, havsalt i flager og friskkværnet peber. Dressingen gav en perfekt kontrast til den fede laks. Bland den gerne en halv times tid inden den skal bruges, da smagen får lov til at sætte sig.

Salaten kan iøvrigt varieres i det uendelige. Prøv for eksempel at erstatte asparges med friskkogte, grønne bønner, eller i stedet for agurk kan man bruge grønne squash skåret i tern. Kan man ikke finde sennepskorn, så kan de sagtens udelades, og har man et glas dijonsennep stående, så prøv at komme en teskefuld i dressingen.
Denne salat er også perfekt til en picnic. Sørg dog for først at tilsætte agurk og salatblade lige inden den skal serveres.
Jeg har ikke skrevet præcise mængdeangivelser på flere af ingredienserne i retten, da det kommer an på, hvor sulten man er. Nedenstående passer dog cirka til en person, så husk at gange op, hvis den laves til flere.

Salat med røget laks, kartofler og asparges

Salat med røget laks, kartofler og aspargeset par skiver røget laks

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 1 person

Ingredienser

  • nye kartofler eller babykartofler (kogte og afkølede)
  • et par asparges
  • en kvart agurk
  • en håndfuld blandede salatblade
  • frisk dild (hakket (gem en smule til pynt))
  • saften af en halv citron
  • 2- 3 spsk olivenolie
  • 2 tsk honning
  • 1 tsk sennepskorn
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Start med at lave dressingen ved at blande citronsaft med hakket dild, olivenolie, honning, sennepskorn, salt og peber. Smag til.Skær kartoflerne i skiver og bland dem med dressingen. Lad dem trække i dressingen mens asparges tilberedes.
  • Fjern roden af de grønne asparges. Dette gøres ved at tage fat i hver ende af en asparges og knække den. Kasser den grove ende (eller gem den til aspargessuppe eller lignende). Kog dem i letsaltet vand i cirka et minut. Skyld straks i koldt vand og kom dem i skålen med kartofler og dressing. Flæk agurken på langs, fjern kernerne, skær den i grove tern og vend i skålen sammen med salatbladene. Anret på en tallerken sammen med laks i skiver, frisk dild og en skive citron. Server straks.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
12 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments