Hvidløgssuppe

Hvidløgssuppe


Hvis der er noget, som kan få ens samboer til at vågne op en regnfuld onsdag morgen, så er det synet af undertegnede i sving med 26 fed hvidløg. Jeg kæmper netop nu en brav kamp mod en frygtelig efterårsforkølelse, som har sat sit greb så fast i mig, at det gør ondt, bare jeg nyser (dem der siger, at syge mænd er mere ynkelige end syge kvinder, har tydeligvis ikke mødt mig).
Efter et par dage med kamillete og honning måtte der skrappere midler i brug. Jeg havde luret lidt på opskriften på denne hvidløgssuppe, som jeg fandt på epicurious.com, og besluttede mig fra morgenstunden, at i dag skulle denne suppe hjælpe min krop på højkant. Derfor var jeg klokken ni imorges i fuld gang med at adskille de mange hvidløgsfed fra hinanden, da svenskeren morgentræt trissede ud i køkkenet efter sin morgenmad. Han kastede et blik på bunken af hvidløg foran mig. Så endnu et. Så trissede han lige så stille ud af køkkenet igen. Nogle gange så er det bare for tidligt på morgenen til den slags spørgsmål, eller også har han bare vænnet sig til, at når det gælder mig og mad, så er der ingen regler.
Nå men de 26 hvidløgsfed blev bagt med lidt olivenolie, og efter en tur forbi en Restaurant Koch i forbindelse med studiet, og et par timers redigering af vores lydoptagelser, stod den på hvidløgssuppe. Foruden de 26 hvidløgsfed indeholder suppen 18 fed mere. Hvis ikke denne suppe kan kurere en forkølelse, så er der intet, der kan. Da både smags- og lugtesansen afgik ved døden, da forkølelsen satte ind, kunne jeg ikke smage meget. Jeg vil dog gætte på, at den smagte af… hvidløg.
Se den oprindelige opskrift her (min er en smule anderledes) samt kommentarer om smag. Mine smagsløg er som sagt pt ude af drift.

Hvidløgssuppe

Hvidløgssuppe

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 26 fed hvidløg (upillede (som skal steges i ovnen))
  • 18 fed hvidløg (pillede (som skal direkte i suppen))
  • olivenolie
  • smør
  • 2 løg (hakket groft)
  • 1 liter hønsefond
  • ½ tsk tørret timian eller et par kviste frisk
  • 1 ½ dl fløde
  • salt
  • peber
  • parmasanost (revet)
  • evt lidt citronsaft

Fremgangsmåde

  • Tænd ovnen på 175 grader. De 26 upillede hvidløgsfed lægges i et ovnfast fad og vendes i en god sjat olivenolie samt lidt salt og peber. Steg dem herefter i ovnen løst dækket af lidt sølvpapir, til de er godt møre. Jeg gav dem cirka en times tid, men ifølge den oprindelige opskrift skulle det kun tage 25 minutter. Når hvidløgene er færdige, tages de ud af ovnen og køles af. Når de er kolde nok til at håndtere, presses hvidløgene, som nu er ganske bløde, ud af skallen og lægges til side.I en gryde varmes smør. Steg herefter løgene sammen med timian til de er klare. Det tager en fem minutters tid. Tilsæt så de bagte hvidløg og de 18 fed hvidløg. Lad det stege med nogle minutter og tilsæt så fond. Kog indtil hvidløgene er møre og blend så suppen (i en foodprocessor, blender eller med en stavblender).
  • Tilsæt fløde og smag til med salt og peber. Læg en smule revet parmasanost i en suppeskål og hæld den varme suppe over (ifølge den oprindelige opskrift serves suppen med en citronbåd. Jeg forsøgte, og det fungerede altså ikke for mig. Jeg synes, den smagte bedre uden).
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
19 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments